 BanebeskrivelserLæs mere om de forskellige niveauer her:
Banebeskrivelser – om du vil svømme programmer eller motion
Til hver træning har vi forskellige baner alt efter program og hastighed. Tjek først med træneren, hvilke baner du passer bedst i.
Motionsbaner: Mandag, fredag og lørdag har vi altid mindst én motionsbane og oftest to: "hurtig" og ”knap så hurtig”. Motionsbaner er til dig der ikke ønsker at svømme program eller har eget program. Du er velkommen til at bede træneren om hjælp eller råd – men hvis du er begynder, så se også vores tilbud til dig nedenunder.
A–banen: Her finder du klubbens hurtigste og teknisk stærkeste svømmere. Programmerne kan indeholde alle 4 discipliner og det er nødvendigt at være bekendt med dem for at svømme på A-banen. Derudover er et vist konditionsniveau ligeledes nødvendigt for at bevare ”flowet” i banen.
Programlængde: Ca. 3000-3500 m
B–banen: er den mest ”populære” bane og ofte velbesøgt sådan at der må udvides til flere B-baner. På B–banen er det nødvendigt at være bekendt med crawl, brystsvømning og rygcrawl i større eller mindre grad. Der arbejdes også med butterfly, men i et mindre omfang. Banen er for de svømmere som ikke er begyndere, men som har brug for teknik og træning for at blive dygtigere.
Programlængde: Ca. 2200-2800 m
C–banen: er for de svømmere som kan svømme brystsvømning eller crawl på korte distancer. Her arbejdes der primært med de to stilarter og for den enkelte også rygcrawl. Der arbejdes med konditionstræning og i mindre grad teknik. Det er afgørende for svømmerens udvikling, at man får svømmet nogle meter og opnår en vandfornemmelse. Derfor er sigtet for C-banens svømmere stille og roligt at svømme længere distancer uden pauser hvilket gør indøvelsen af teknik lettere.
Programlængde: Ca. 1500 m
Triathlon - Crawl bane: Om lørdagen er det muligt for triatlonsvømmere at dyrke deres crawltræning med et særligt udviklet program. En enkelt bane er som udgangspunkt afsat til dette. Andre svømmere i Mermates er naturligvis også velkomne, men det er primært triatleterne man finder her, og andre bedes give dem første prioritet.
Begynder og Teknikdag: Her skal du starte din svømmetræning, hvis du er helt ny i vandet og ikke kan svømme en hel bane eller to. Folk der er utrygge på den dybe ende kan også med fordel starte her. Vi har hele bassinet til rådighed, 6 baner. Det betyder at der på 2-3 baner vil være afspærret med banetorve til motionssvømmere der ønsker at træne uden program. Træneren vil give intensiv undervisning til begyndere på de resterende 3-4 baner.
HUSK
• Det vil til enhver tid være den pågældende træner ved aftenens træning der afgør, hvordan svømmerne fordeles. Der kan bl.a. være færre baner end normalt eller rigtig mange fremmødte. Bliv ikke sur, hvis træneren beder dig flytte til en anden bane – det er for at alle kan få optimalt udnyttelse af bassinet. • Alt efter hvor mange der kommer, kan der være tale om bl.a. flere C baner, færre B baner, flere motionsbaner eller måske ingen A-bane. Det er for eksempel ikke altid at Bane 5 er ”din” bane – måske er dit foretrukne program flyttet til Bane 4.
Er du i tvivl om dit niveau skal du blot møde op og få en snak med træneren, så finder I sammen den rette bane til dig.
Cheftræner, Christian Bigom.
|